(se flere gode råd i menuen i højre side)
Der er mange uskrevne regler eller retningslinjer på det sociale dansegulv. Vi har forsøgt at lave en liste og selvom det kan virke voldsomt er det vigtigt at understrege at det blot er forslag, der kan gøre din dans sjovere for dig og din dansepartner.
Der er mange punkter og i første omgang kan du sikkert ikke huske dem alle sammen. Det er også OK. Det kommer hen ad vejen efterhånden som du bliver mere erfaren på det sociale dansegulv.
Hvis du her og nu kun skal huske én ting er det vigtigste er at du har det sjovt og passer på din partner og dine omgivelser.
Vi har delt listen op i forskellige kategorier for at gøre det lidt nemmere at overskue.
De tre første og allervigtigste som går udover alt:
- Hvis du støder ind i nogen, træder nogen over tæerne eller kommer til at sparke (det sker), så stop kort op og sig undskyld. Det behøver ikke stoppe dansen helt, men gør det tydeligt at du opdagede det og at du er ked af det.
- Alle kan og bør byde alle op, uanset køn og erfaring. Det er helt OK at være follow og fange den næste dans selv i stedet for at stå og vente. De fleste siger ja.
- Kig på din partner. Det skal ikke være en stirrekonkurrence, men undgå at kigge på din partners fødder for meget, kig partneren i ansigtet i stedet – og smil!
- En bonus: Smil og grin. Selvom det kan være grænseoverskridende at indtage det sociale dansegulv, så grin, når det går galt – for det gør det. For os alle.
Når I danser ..
- I Danmark er der ingen regler om antallet af danse, man tager med den samme partner. Nogen tager en, nogen to og andre flere. Dans så mange danse, som du vil.
- Se dig for og giv plads. Det tager lidt øvelse, men vær opmærksom på dine omgivelser og størrelsen på dine trin og variationer. I er mange dansere på gulvet og der skal helst være plads til jer alle sammen.
- Hvis noget gør ondt (meget hårde leads, hænder der klemmer hårdt osv.) så SIG det. Ellers risikerer du dårlige danse og i værste fald fysiske skader.
- Ret aldrig på din partner under social dans, med mindre du bliver spurgt specifikt om det eller hvis du kender personen godt.
- Respekter stedets begrænsninger. Nogle steder er ikke kæmpestore, så vær med til at sikre at danserne ikke fylder for meget eller generer ansatte og andre gæster. Får vi et dårligt ry, bliver der færre steder at danse og det duer ikke.
Det var mange ting, men hvis vi alle passer på hinanden, bliver oplevelsen så meget større.