Måske har du danset før, måske har du ikke.
En ting er sikker. Du kommer tæt på et andet menneske under en dans. En gang i mellem oplever I en helt speciel forbindelse, hvor musik og trin går op i en højere enhed. Det er fantastisk, når det sker.
Jo bedre, du bliver, jo oftere oplever du den følelse.
Du bliver også bedre til at læse de andre dansere og hvilke variationer, de er med på, hvilke de ikke er og hvordan I får den bedste dans.
Og her bliver det lidt svært.
Mennesker er forskellige og har forskellige grænser. Samtidig kan det som helt ny være svært at vide, hvad du kan tillade dig at sige eller gøre. Måske er du endda nervøs for at sige fra over for en erfaren danser.
Derfor vil vi gerne fortælle at i SwingShoes, har vi følgende rammer hos os:
- Det er helt OK at sige fra, hvis en danser pludselig fører dig ud i variationer eller situationer eller siger ting, du ikke bryder dig om
- Du er aldrig alene. Du kan altid komme til en anden danser, en underviser eller et bestyrelsesmedlem, hvis du føler, dine grænser er overtrådt og du ikke ved, hvordan du skal håndtere en situation
Vi tager meget gerne en snak med en danser der ikke kan finde ud af grænser og som konsekvent overskrider andres. Ændrer opførslen sig ikke, peger vi på døren.
Vores dansemiljø er helt specielt og det vil vi gerne passe godt på. Det gør vi ved at passe på hinanden.