SwingShoes: Den lille store forening

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Det går godt i SwingShoes. Endda rigtigt godt. I sidste runde havde vi over 250 dansere på vores 10 hold. Det er rekord og vi er ikke længere den lille forening, vi har været i så mange år.

.. træerne vokser ikke ind i himlen
Vi har altid været den lille personlige forening med hjerte og det tætte sammenhold. De små hold og fokus på dig som medlem har været det primære og det, der har gjort os unikke.

De sidste par runder har vi koncentreret os om at vokse og det er i den grad lykkedes. Så meget at vi lidt har glemt det vigtige. Vi er endda blevet kaldt en kødfabrik. Det gjorde ondt.

Det har aldrig været meningen og det retter vi op på nu.

.. onsdagshold
I 2013 rokerer vi lidt rundt og åbner op for undervisning om onsdagen. Det betyder, at vi udelukkende har lindyundervisning om mandagen, får lidt flere lokaler til rådighed og kan få lidt mindre hold igen.

Om onsdagen lægger vi så authentic jazz og solo charleston og åbner endda op for et par showhold og som noget helt nyt: Blues.

Det bliver ikke kedeligt og hvor du tidligere kunne opleve at solo hold og lindy lå på samme tid, kan du nu være med på begge uden problemer.

SwingShoes vil stadig give dig masser af muligheder for danse. Vi skal bare huske hvor vi kommer fra og hvad der gør os specielle. Vi skal være den lille store forening.

Vi glæder os rigtig meget til 2013 og til at se, hvad den ekstra undervisningsdag gør for SwingShoes. Husk altid at din feedback og dine forslag er velkommen hos Swingshoes‘ bestyrelse og underviserne.

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

To gode nyheder om Ekstratræning

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Vi elsker swingdans og jo mere dans, jo bedre. Derfor er vi glade for at kunne fortælle lidt nyt om Ekstratræning.

.. fast tid og sted til Ekstratræning
Vi har netop booket Salen i Vesterbro Kulturhus hver lørdag i hele 2013 fra 13:00 – 15:00 til dig, der gerne vil have lidt ekstra timer i fødderne. Dermed er du altid sikret et sted at øve det, du har brug for.
Læs mere om Ekstratræning og 2012 datoerne her

.. medlemstjek er droppet
Vi har droppet kravet om at du skal være medlem af SwingShoes for at kunne være med til Ekstratræning.

Vi gider nemlig ikke stå sure i døren og forlange at se dit medlemskort. Det har vi aldrig gjort alligevel, så vi kunne lige så godt gøre det officielt, droppe tjekket helt og blot konstatere: Alle swingdansere er velkommen.

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

PS: Vi er ved at se, om vi kan få en underviser til at dukke op en gang i mellem og hjælpe til. Det vender vi tilbage om, når vi ved mere.

Fire dage til tilmeldingen slutter og leads kan gøre en god gerning

Hej,

Der er kun fire dage tilbage inden tilmelding til næste runde slutter. Gå derfor ind på https://swingshoes.dk/online-registrering-e2012/ og skriv dig på, hvis du vil med på et hold.

.. lead, gør en forskel og dans gratis!
Det er ikke nogen hemmelighed at det er svært for solo follows at komme på et lindyhold. Der er stadig solo charleston og authentic jazz, men det er frustrerende, hvis det er lindyen, der trækker.

Derfor tilbyder vi nu muligheden for at leads kan danse gratis på et lavere niveau end det, de tager undervisning på. Vi ser dog gerne at:

  • du enten melder dig til på et specifikt hold under dit niveau eller også lader du os bestemme hvor der er mest brug for dig
  • du commiter dig til hele runden, så der ikke går kludder i regnskabet
  • du tager undervisning på et andet hold i runden

Så, lead, gå ind på https://swingshoes.dk/tilmelding-for-flinke-leads/ hvis du er frisk på at hjælpe en af de mange søde follows, der står på venteliste.

.. de pokkers medlemskort
Vi har været for sløve med at dele medlemskort ud. Det indrømmer vi gerne. Det retter vi op på på mandag d. 29. oktober, hvor du kan finde os op ad trappen på Værkstedet fra 18:00. Kom gerne i god tid.

.. Harvest Moon Ball og High T Big Band
Der er stadig mulighed for at købe billet til lørdagens fest: Harvest Moon Ball, som bliver fantastisk. Vi har slet ikke slået nok på tromme for live bandet High T Big Band. De stiller 18 mand for din fornøjelse og vi kan godt love at de kan spille salen og dansegulvet op.
Køb din billet her.

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

PS: Sæt kryds i kalenderen til ekstra julefest d. 8. december med live band, Arbejdermuseet og en masse julerier. Mere om det senere.

Tilmelding til runde to er åben (sidste frist for tilmelding er 26/10)

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

runde to starter 29. oktober og nu har vi åbnet for tilmelding til undervisningen. Vi lukker igen fredag d. 26. oktober.

Tilmeld dig næste runde her

.. hvad er der så i næste runde?
Som altid er der vores almindelige hold (0A, 0B, 1, 2, 3) og Solo Charleston. I sidste runde prøvede vi kræfter med Authentic Jazz og Ambitious Class sporet. Begge blev en stor succes, så dem fortsætter vi med. Vi udvider endda Ambitious holdene med endnu et niveau.

Se alle tider og lokaler her.

.. hvad er Ambitious Class?
Ambitious holdene er for dig, der vil mere og hurtigere. Du er ikke bange for teori- eller tekniksnak, personlig feedback og lektier mellem timerne for at nævne et par af vores forventninger til deltagerne.

Kort sagt: Højere krav, men følger du med, kan du til gengæld rykke dig voldsomt.

Du kan vælge tre niveauer:

Ambitious – Intermediate
Ambitious – Intermediate / Advanced (kræver audition)
Ambitious – Advanced (kræver audition) – NYT

Der er audition mandag d. 29. oktober. Tilmeld dig, hvis du vil med og så skriver vi ud. Læs mere om Ambitious holdene her.

Tilmeld dig næste runde her

.. Solo Charleston
Der er kun et Solo Charleston hold i denne runde og det er både for begyndere og fortsættere. Vi har nemlig fået Corinne ved roret og hun har en lidt anden måde at gøre tingene på. Corinne skriver selv:

Vi starter ud med at lære de helt nye deltagere de basale trin. Derefter snuser vi til mere avancerede trin og lærer en kendt rutine sammen, som er både sjov og som kan danses socialt på forskellige niveauer. Vi arbejder både alle sammen og i små grupper, leger med og lærer af hinanden.

Har du gået på holdet før kan du finpudse de trin, du kan i forvejen og du får mulighed for at udvikle din kreativitet og dele dine evner, når vi arbejder i mindre grupper.

Det bliver rigtigt spændende. Læs mere om Solo Charleston her.

.. hvor længe varer denne runde?
Vi har undervisning i efterårsferien, så runden var frem til og med 17. december, hvor vi har fællesaften med undervisning, live band og masser af social dans.

.. Harvest Moon Ball er lige om lidt
Der er stadig billetter til næste fest: Harvest Moon Ball, som bliver et brag af en fest. Læs mere og køb din billet her.

Til sidst skal vi fortælle at Jesper, Kit og Tobias er tilbage igen på underviserlisten og Tobias endda helt fra Norge.

Det bliver en god afslutning på et fantastisk år.

Tilmeld dig næste runde her

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

Ekstratræning og idemøde

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Efterårssæsonen er startet og indtil videre har 2012 været et fantastisk år med masser af arrangementer, workshops og lækre danse.

2012 er langt fra slut endnu, vi har masser af ideer og det har du med garanti også.

.. idemøde og mulighed for frivillige
Vi giver dig muligheden for at komme ud med ideerne på et fællesmøde på søndag d. 16. september 12:00 – 15:00 i Indre by Kulturhus, Charlotte Ammundsens Plads 3. 1359 København K. Alle er velkommen. Du kan sende en mail til info@swingshoes.dk, hvis du har en ide, men ikke kan være med til mødet.

Udover ideer har vi også brug for ekstra kræfter. Vi er ikke meget for at indrømme det, men vi kan ikke alt selv. Derfor er vi også på udkig efter frivillige, der har lyst til at være med til at gøre SwingShoes til en endnu større succes.

Der er ingen forventninger eller krav til hvor lidt eller hvor meget, du kan være med til. Du kan blive løsgænger og bare være med på en enkelt ting, hvis du er nervøs for at binde dig for meget eller ikke helt kan overskue din kalender. Al hjælp er en gave.

Udover de ideer, der kommer på banen søndag, ved vi allerede nu, at vi har brug for en festgruppe og hjælp til at holde vores kalender opdateret. Måske er det noget for dig?

Læs mere og tilmeld dig her.

Mødet slutter lige i tid til Sunday Swing.

.. ekstratræning eller lokale til dans
Med vores nye Ambitious Class får deltagerne pludselig lektier for og vi forventer, at de øver sig mindst en gang ekstra om ugen for at kunne holde pladsen på holdet.

Entusiasme skal belønnes. Derfor har vi booket et lokale en dag om ugen, som står til fri afbenyttelse.

Det foregår i Vesterbro Kulturhus, Lyrskovgade 4, 3. sal, 1758 København V følgende dage, lokaler og tider:

15/09: Lokale 7 – Multisalen: 13:00 – 15:00
22/09: Lokale 7 – Multisalen: 13:00 – 15:00
29/09: Salen: 10:00 – 12:00
06/10: Salen: 10:00 – 12:00
13/10: Salen: 13:00 – 15:00
20/10: Salen: 13:00 – 15:00
27/10: Lokale 7 – Multisalen: 14:00 – 16:00

.. kun for Ambitious Class?
Nej. Det er ikke kun for Ambitious Class. Alle, der har lyst til at få lidt flere timer i benene, kan møde op, danse, øve og pjatte. I er dog selv ansvarlige for at opnå en vis form for balance, så der ikke dukker 10 follows og 1 lead op.

Vi glæder os til endnu en fantastisk sæson med masser af fest, ballade og dans.

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

Tilmelding til næste korte workshop (Texas Tommy variationer) d. 23. september er åben

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Næste korte workshop er d. 23. september, og emnet er Texas Tommy variationer.

Per og Corinne tager fat i den velkendte variation Texas Tommy og lærer dig flere måder at udføre den på. Uanset niveau er du sikret flere lækre variationer, som med sikkerhed vil overraske på dansegulvet.

TILMELDING ER LUKKET

.. de praktiske informationer
Næste korte workshop er: Texas Tommy variationer
Dato: 23. september 2012, 12:00 – 15:00
Sted: Kulturhuset Indre By, Charlotte Ammundsens Plads 3, 1359 København K
Niveau: Hold 2+ i SwingShoes (du skal være fortrolig med variationerne Swingout og Texas Tommy. Follows skal kunne spinne i balance)
Partner: Du behøver ingen partner for at være med
Pris: 125 kroner

TILMELDING ER LUKKET

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

Sidste chance for tilmelding, sæsonstartinfo og en lille video fra i mandags

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Så starter efterårssæsonen for alvor på mandag d. 3. september.

.. superentusiastiske undervisere
I mandags havde vi sidste Summer Class og til den sociale dans bagefter viste underviserne en lille rutine, Kit havde sat sammen. Det kunne bestemt ikke ses at de kun havde øvet en time. Se rutinen her.

Tak til Kit og alle underviserne for at være så dejlige danseglade mennesker, der bare ikke kan lade være med at overraske os.

.. sidste chance for tilmelding
Online tilmelding for runde 1 lukker mandag klokken 12:00. Derefter er det kun muligt at møde op og betale kontant.

Vi sidder både på Idrætsfabrikken og Vesterbro Kulturhus fra klokken 18:00 og hjælper dig. Vi forventer en masse mennesker, der skal igennem, så mød op i god tid.

Tilmeld dig online, spring køen over og bliv partneret op inden mandag her.

Der er stadig pladser på holdene, så mød op og tag en snak med os om hvilket hold, der passer dig.

Follows: Der er stadig solo leads, der dukker op mandag og tilmelder sig. Hvis I er der i god tid, parrer vi jer op, så I kan komme med på et hold. Husk, at I springer ventelisten over, hvis I registrerer jer med partner – både online eller på mandag.

Hvis du ikke er tilmeldt et hold senest på mandag er runden lukket og du må vente til 29. oktober, hvor næste runde starter.

.. hold 3 og 4 er slået sammen
På grund af for få tilmeldinger til hold 4 er hold 3 og 4 slået sammen i næste runde. Det betyder en lille ændring i lokaler. Tidspunkt er stadig 19:00 – 20:15, men nu skal I skal være i Produktion 1, (Ind ad hovedindgangen, op ad trappen og lokalet til højre) i Idrætsfabrikken, Valdemarsgade 12, 1665 København

.. hvor skal du være?
Du kan se en oversigt over hold, lokaler, undervisere og tider her.

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes
Sommerbonus
September måneds swingende playliste er lige frigivet. Se den og de tidligere måneder her.

Sidste Summer Class i år

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

I morgen mandag d. 27. august er det allerede sidste Summer Class. Det er gået alt for stærkt, men vi håber, at du har haft muligheden for at prøve at være med.

Ellers har du chancen i morgen, hvor Kuno og Malene tager slutspurten med

To lead, or not to lead, that is the question.

De skriver:

Summer Classen vil komme til at handle om at give og at tage plads i dansen. Temaet for undervisningen vil være den svære dynamik mellem hvornår leaderen ska vælge at føre og hvornår han skal vælge at give frit spil.

Samtidig vil vi inspirere followerne til at turde bruge den plads de får og til at tilføje noget af dem selv til dansen. Det bliver en udfordrende oplevelse, fyldt med materiale som kommer til at præge din social dans i lang tid fremover.

.. hvor og hvornår?
Mandag d. 27. august 19:00 – 20:15 i Foyer2 (til højre for indgangen) på Idrætsfabrikken, Valdemarsgade 12, 1665 København V. Bagefter er der social dans og live band.

.. hvem kan være med?
Alle swingdansere.

.. hvad koster det?
Hvis du har et gyldigt medlemskort fra SwingShoes, er det hele gratis. Husk at tage medlemskortet med.

Hvis du ikke er medlem nu, kan du møde op, betale 60 kroner, blive medlem og danse med. Gør du det, må du meget gerne møde op i god tid, så undervisningen kan starte til tiden, selvom I er flere, der skal betale.

.. husk også

  • at der denne aften også vil være fantastisk live musik ved Pernille Koch & Bjørn Ingelstam samt Band
  • at du kan tilmelde dig personligt til SwingShoes’s undervisning, som starter allerede d. 3/9
  • at du kan tilmelde dig online og springe køen over på www.swingshoes.dk/online-registrering-e2012/

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

Online registrering til den nye sæson er åben

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Efterårssæsonen starter 3. september og nu kan du tilmelde dig!

Dette nyhedsbrev er spækket med info om de forskellige undervisningshold og om hvordan du tilmelder dig!

.. oversigt

  • Tilmeld dig til den nye sæson. Hvor og hvordan?
  • Holdbeskrivelser og tid/sted-oversigt
  • Online registrering – Hvorfor?
  • Klippekortet forsvinder

.. tilmelding: hvor og hvordan?
Du har to muligheder for at tilmelde dig til SwingShoes undervisning:

  1. Gå online og betal nemt og hurtigt på swingshoes.dk
  2. Duk op på mandag (d. 27/8) og betal kontant kl. 19.00 på Idrætsfabrikken

Som noget nyt, har vi indført at du skal tilmelde dig og betale forud for en periode på 8 mandage. Det betyder, at undervisningen fremover vil blive inddelt i runder og hvis du ikke får tilmeldt dig til runde 1 som starter d. 3/9, bliver du nødt til at vente til runde 2, der starter d. 29/10.

.. holdbeskrivelser og tid/sted-oversigt
SwingShoes har vokseværk, og vi åbner denne efterårssæson med ikke mindre end 9 forskellige undervisningshold. Helt fantastisk.

Vi kommer til at have to lindyhop begynderhold, fire lindyhopniveauer, et solo charlestonhold og to helt nye hold: Authentic Jazz og The Ambitious Class.

For at holde en lang mail en lille smule kort har vi samlet alle hold, tider og lokaler på en side. Den finder du her.

.. authentic jazz holdet
Lidt om dansen: Authentic jazz er en solo dans der til dels minder om charleston, men samtidigt har sin helt egen sjæl. Den trækker rødder tilbage til afrikansk dans med sine meget rytmiske og “groundede” bevægelser. Hvis du kender Shim Sham, så er denne rutine netop bygget op af authentic jazz moves. Det er desuden en helt uundværlig del af at danse lindyhop, at kunne bruge authentic jazz steps i sin dans. Tilmeld dig online eller på mandag.

.. the ambitious class
Holdet, hvor vi hæver niveauet. Tænk høje forventninger, personlig feedback, lektier, forberedelse og videofilm. Du kan læse en detaljeret beskrivelse af konceptet for holdet her: http://www.facebook.com/events/398551400209173/

.. bestyrelsen informerer: hvorfor online registrering?
Bestyrelsen har besluttet fremover at gøre alle tilmeldinger online for at lette det administrative arbejde, nu da foreningen vokser så meget.

Vi har arbejdet hårdt hen over sommeren på at klargøre det nye online registreringssystem og er meget glade for nu at kunne åbne op for tilmeldinger og betaling via hjemmesiden.

I denne runde vil du stadig have mulighed for at betale kontant, som det er beskrevet ovenfor, men i fremtiden vil alle tilmeldinger og betalinger komme til at blive behandlet online.

.. klippekortet forsvinder
I samme omgang har vi også valgt at afskaffe klippekortet.

Vi ønsker at balancere holdene på forhånd for at komme problemerne med mange ekstra follows på holdene til livs. Samtidigt har det længe været et stort ønske fra lærernes side, da det giver dem bedre mulighed for at skabe en løbende udvikling på deres undervisningshold.

Ligger du inde med et klippekort, kan du møde op en mandag og få penge retur for ubrugte klip.

.. hvad så?
I fremtiden holder vi undervisningen i runder af 8 mandage og at man skal tilmelde sig ved rundens start eller vente til næste runde.Det betyder desværre også at der nok bliver en del followers, som vi ikke kan acceptere på vores hold for at bevare balancen.

Så follower. Gør en ekstra indsats for at finde en leader at tilmelde dig med, tilmeld dig et af vores solo hold eller prøv noget nyt og dans leader.

Mange hilsner fra jeres glade og hårdtarbejdende bestyrelse. Vi glæder os til en spændende og swingende sæson med jer!

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes

Info om sæsonstart, live band på mandag og authentic jazz workshop

SwingShoes logo - swingdans i København

Hej,

Efter en fantastisk sommer med RIGTIG mange muligheder for at danse, er det ved at være tid til den nye sæson. Derfor skal du have en masse informationer inden og det får du i denne mail og den næste, der kommer i morgen.

.. hvornår starter den almindelige undervisning igen?
Vi starter de almindelige hold op igen mandag d. 3. september.

I morgen kommer der en mail med info om hold, holdtider, steder og hvem der underviser. Her står der også hvor og hvordan du tilmelder dig.

.. mandag d. 27. august er sidste gang inden opstart
Så vi afslutter Summer Classes med stil og der sker en masse:

  • du kan tilmelde dig (husk at medbringe kontanter)
  • der er Summer Classes, hvor Kuno og Malene underviser (fra 19:00 – 20:15 – mere om det senere)
  • der er live band med Pernille Koch & Björn Ingelstam m. band og social dans fra 20:15

.. korte workshops starter op igen
Den første er allerede på søndag d. 26. august, hvor Lasse Toft underviser i Authentic Jazz og en simpel version af rutinen Tranky Doo. Læs mere og tilmeld dig her.

En hel masse information på meget kort plads. Hvis du har spørgsmål, kan du fange os på Facebook: https://www.facebook.com/groups/13151155901/

Vi ses på dansegulvet.

Hilsen
SwingShoes