Dansk danseveteran hædret

Dansk danseveteran hædret

Det er over 60 år siden at Bent ’Bonzo’ Jensen første gang snørede danseskoene og begyndte at danse jitterbug. Det blev den 81-årige danselegende hædret for i weekenden.

12. december 2012

I lørdags afholdt de københavnske swingdansforeninger SwingShoes og Swingin’ Hepcats et fælles julebal på Arbejdermuseet i København. Tilstede var – som altid – dansk swingdans’ grand old man Bent ’Bonzo’ Jensen.

Han var en del af det københavnske dansemiljø i 1950’erne, hvor han dansede jitterbug. De fleste dansere fra dengang er væk i dag, men Bonzo danser stadig. Dette besluttede danseforeningen SwingShoes at præmiere med en platte og en udnævnelse til æresmedlem.

’Bonzo er indbegrebet af glæde og smil, og det er uanset, hvor han er. Han danser med alle, der har lyst til at danse med ham,’ fortalte danselærer og musikhistoriker Per ’Rock’ Mogensen i sin tale til det nye æresmedlem. ’Bonzo er en af de få tilbageværende dansere, som vandt – og stadig har –  en nål fra Kisbyes danseskole i Kødbyen. Dengang var det toppen af poppen.’

Bent ’Bonzo’ Jensen er at finde til stort set alle swingfester i København. Og med æresmedlemskabet har han fremover fri adgang til de fester, som arrangeres af SwingShoes. Han danser fortsat med enhver, men må erkende, at han ikke længere kan kaste med damerne, for som han siger: ’Armene er blevet for slappe, og damerne er blevet større.’

Hvis man ønsker at danse med Bonzo, kan man læse mere på www.swingshoes.dk.

For yderligere information, kontakt SwingShoes på mail info@swingshoes.dk.

Billeder
Bonzo og pigerne [lille billede, 72Kb], [original, 6,3MB]
Bonzo med Sandra og Susanne [lille billede, 67Kb], [original, 6,4MB]
Bonzo med Sandra og Susanne 2 [lille billede, 58Kb], [original, 5,8MB]
Bonzo med SwingShoes formand, Allan Schmidt [lille billede, 52Kb], [original, 5,9MB]